Fem uforfærdede ekspeditionsdeltagere mødte op ved Klubbens bådskur for at deltage i Ekspeditionsleder Sørens proklamerede ekspedition til den næsten uudforskede ø, Ourø. Vejret var fint med sol, men vinden var i tiltagende, så ekspeditionens medlemmer, der foruden Ekspeditionslederen bestod af Ekspeditionens kassemester, Anette samt 3 menige rorslaver, Mette, Dorrit og Henrik 7. besluttede i samdrægtighed at lade vejret være afgørende for ekspeditionens mål.
Det blev vores trofaste Bognæs, der kom til at holde for. Den blev læsset med forsyninger og proviant til flere timers udforskning af områdets farvande. Øsekar til når bølgerne gik over rælingen og bådshage til dels at fiske forulykkede ekspeditionsmedlemmer op, dels at holde vilde dyr som f.eks. sæler samt evt. krokodiller og flodheste på afstand.
Med klubstanderen i stævnen og Dannebrog på hækken blev Bognæs sat på vandet, og vi begav os fortrøstningsfulde ud på fjordens skumle og ukendte vande. –Men kaffen glemte vi. Det skulle blive problematisk senere…
Eftr at have lagt den lokale landsby bag os, kunne vi godt mærke, at Kong Neptun ikke just var os venlig stemt. Vinden tog til i styrke, og vi besluttede os til at se bort fra Ourø og lægge kursen sydover mod en bro, som de lokale havde bygget i forrige årtusind. Vi havde imidlertid knap rundet den farlige pynt, af de indfødte kaldet Kirsebærholmen, før vi rigtig fik vindens kræfter at føle. Vi var imidlertid uforsagte og trak lystigt i årerne, så Ekspeditionslederen glædestrålende kunne berette, at vi kom frem med 8,2 km/t. på trods af den kuling, som efterhånden blæste os imod.
Da vi nærmede os et sted i farvandet, hvor lokale stammekrigere for et par hundrede år siden havde etableret et depot for krigsredskaber var Bognæs’ skvatbord for alvor kommet på arbejde, og vi besluttede derfor i samdrægtighed, at der måtte være andre og mindre udfordrende farvande at udforske, så vi vendte vor pålidelige Bognæs uden tab af mandskab, og med vinden ’plat fo’ æ gat’ rowsede vi atter nordpå mod de hjemlige farvande.
Efter igen at have rundet den lumske pynt ved Kirsebærholmen endes ekspeditionens deltagere om, at det var på tide med en landgang, for på egne ben at udforske den nærmeste omegn. Vi fandt en anløbsbro bag en større anløbsplads for fartøjer af den mest varierende slags, og på anløbsbroen stod nogle lokale indbyggere, som med beundring betragtede vort veltjente fartøj. ’Det er sandelig en flot kano, I har der’, bemærkede en af de lokale på et sprog, som vi kun med besvær kunne tyde. ’Hvor har I lejet den?’ Vi prøvede med tegn og fakter at fortælle den enfoldige indfødte, at der ikke var tale om en kano, men derimod en højt specialiseret udgave af en robåd, samt at det var et fartøj som vi havde ejendomsretten til. Det lod ikke til at interessere de lokale, så efter et par bemærkninger om vind og vejr fortak de, hvorefter vi kunne komme i land og fortære et par tiltrængte beskøjter skyllet ned med vand, da vi jo ikke havde fået kaffe med.
’Anette udforsker det nærmeste område mens resten af besætningen forlyster sig med de medbragte beskøjter.’
Efter således at have styrket os, drog vi atter ud på det stormpiskede farvand for at sætte kursen mod vest. Vor ekspeditionsleder mente nemlig, at der var et uudforsket vandløb, som vi måtte opleve. (Mette havde i hvert fald ikke udforsket det , – i år). Sejladsen forløb rimeligt, idet vi holdt os tæt under kysten, uden dog på noget tidspunkt at være i fare for at gå på grund. Da vi nærmede os turens udgangspunkt kunne vi konstatere, at der befandt sig en hel del svømmere i vandet, som med muntre tilråb fra diverse ledsagefartøjer nærmest panikaktigt svømmede, som om der var krokodiller i hælene på dem.- Vi så nu ikke noget til disse reptiler. Efter omhyggeligt at have manøvreret uden om disse vandhunde, roede vi med en frisk vind agten for tværs ind i bunden af farvandet, hvor det lykkedes os efter lidt navigation at nå frem til bemeldte vandløb, som vi ufortrødent roede op ad. Vor skuffelse var imidlertid stor, da det viste sig, at lokale stammer havde bygget en dæmning over vandløbet, som forhindrede ekspeditionen i en videre fremtrængen i dette ukendte farvand.
Efter at Ekspeditionens leder havde proklameret at dæmningen fremover skulle kaldes ’Formand Bents Minde’ og besætningen havde bevaret proklamationen med 6 HR-hurraer, vendte vi vor trofaste Bognæs og returnerede i frisk modvind tilbage til Ekspeditionens udgangspunkt, igen uden at forulempe nogen af de talrige fjordsvømmere. Vi tilbød oven i købet at redde dem med vor medbragte bådshage, men det havde tydeligvis ingen interesse.
VI anløb pontonen ved vort bådskur kl. 12.50 slet, og Ekspeditionsleder Søren udtrykte sin tilfredshed med mandskabets præstationer. Efter igen at have råbt hurra trak vi båden i skuret og skiltes i godt humør og i bevidstheden om igen at have gjort Klubben ære.
Således nedskrevet
Henrik 7.
Hulebæk AD Indeværende.
Dejlig middag i en af Silkeborgs mange restauranter.
Frokosten blev indtaget ved Kongensbro sammen med landholdet. Formiddagen bød selvfølgelig også på kaffepause drivende nedad åen.
Midt mandag eftermiddag ankomst til Randers Roklub, hvor der var endog livlig aktivitet af lokale roere. Bådene blev taget op og vasket (ditto for roerne) – en kold øl blev nydt. Landholdet havde hentet bådtraileren i Silkeborg og de lånte både blev læsset og bragt retur til Silkeborg.
