Indsendt af & kategoriseret under Aktuelt, Klubben.

En forårsdag i roklubben

Lørdag den 28. marts var der arbejdsdag samt standerhejsning i roklubben.

Dagen startede med morgenmad kl. 8.00 hvor ca. 40 roere var mødt op i højt humør og med mod på at arbejde, rengøre, vedligeholde og gøre alt klar til den forestående ro-sæson.

Da der var meget arbejde at udføre udendørs var det heldigt at vejret artede sig fra den allerbedste side, sol og næsten vindstille.

Efter vi havde nydt morgenmaden tog Henrik, materielforvalteren, ordet og vi fik opdelt de mange opgaver, så alle vidste hvad de skulle lave

Et stort hold fik opgaven at stille broen op og her var det vigtigt at det var stille vejr, for det er et hårdt og krævende arbejde – men da der var mange der havde prøvet det før, gik det uden de store problemer. Hvis der var tvivl var John Roed der hele tiden med gode råd.

Det blev malet – tømt tagrender – justeret og smurt porte til bådhallen – køkkenholdet havde travlt med at købe ind til frokosten – alle bådene kom ud og blev vasket og justeret.

Der blev fejet i bådhallen – ergometermaskinerne blev smurt og justeret og rummet blev støvsuget. Baderum og omklædningsrum blev rengjorde, så man næsten ikke turde bede om at låne et toilet.

Midt på formiddagen blev der serveret kaffe udenfor, så alle kunne få et velfortjent hvil.

Derefter gik alle i gang igen og nu kunne vi se frem til frokosten kl. 13.00, hvor man var lidt spændt på hvad køkkenholdet kunne præstere.

Kl.13.00 kom der nogle dødtrætte mænd der havde været på broholdet, hvor nogle gik i vandet og bankede pæle ned – det var hårdt og de gik til fadene med stor appetit.

Frokostbordet var super og alle blev mætte, selvom køkkenholdet var i tvivl om der var mad nok – de havde vist aldrig oplevet en sådan appetit.

Efter frokosten var der stadig meget arbejde der skulle nås inden standerhejsningen kl. 15.00, men det hele foregik i en glad og gemytlig tone, hvor der også var tid til at drille hinanden.

Roklubben havde i vinterens løb købt en ny motorbåd, som skulle døbes i forbindelsen med standerhejsningen og hvad skulle den så hedde – var jo det store spørgsmål?

Så blev kl. 15.00. Broen var færdig og det fleste opgaver var løst.

Standerhejsningen

Formanden tog ordet og fortalte lidt om året der var gået og fremtiden, hvor man ville lave nogle fremstød for at hverve nye medlemmer. Ligeledes var der præmier til dem der havde roet langt samt andre der havde gjort sig fortjent på anden måde.

Så skulle motorbåden døbes – og den blev ikke døbt i champagne, men naturligvis i vand fra fjorden. Så blev det endelig afsløret: Båden navn blev: Roed, Holbæk – som en hyldest til det mangeårige medlem John Roed, som er still going strong.

Herefter var der kaffe og kage. Derefter var der stadig nogle småting man kunne hygge sig med.

Kl.18.00 skulle der så være den store festmiddag som vi desværre ikke kunne deltage i, men hyggeligt har det jo garanteret været.

Vi startede i efteråret som ergometer-roere, men blev snart grebet af forholdene i roklubben. Sammenholdet og den gode stemning der er i en klub hvor alle kommer hinanden ved og hvor klubben ikke er større end man snart føler sig hjemme.

Nu starter vi på rokursus og det ser vi frem til – hvis det bliver den samme positive oplevelse som ergometerroningen kan det kun blive godt.

Lise og Tommy

collage1 collage2

Billedcollage1

 

 

Indsendt af & kategoriseret under Aktuelt, Ikke kategoriseret.

En lang vinter er ovre i Holbæk Roklub, men selvom det er uden at komme på vandet, er der ikke stille i klubben. Derfor dette indlæg om min begejstring for klubben, der er i stand til at tilbyde så mange forskellig artede aktiviteter i vintersæsonen, hvor medlemmerne har mulighed for at være udøvere.

Flot arbejde af bestyrelsen og øvrige medlemmer. Man har kunnet spise sig en delle til, eller omvendt deltage i en aktivitet alle ugens dage, med praktiske ting såvel som sportslige, såfremt energien og tiden var til det.

Rospinningen har for mig været en udfordring, når timen starter uha den varer længe, og mit ego lider ind imellem, når benene ikke kan holde trækket eller tempoet, så det er godt det kun er èn selv man kæmper med, og snart er timen slut, egoet har det igen godt og gladeligt bliver den næste tid booket.

Nu glæder jeg mig til fjordens vand hilsen Dorrit.