Indsendt af & kategoriseret under Aktuelt.

Langtur den 14.5.2015

Fem friske roere = Susanne – Anette – Søren – Georg – Dorrit.

Vi startede med lidt drøftelse om Lammefjordens vindforhold, da de ikke var optimale på vejrudsigten, eller skulle vi ændre målet til Munkholm hvor vi ville få mere læ, men da to af os aldrig havde været i Lammefjorden, blev den oprindelige plan fastholdt.

Så afsted roede vi i godt farvand med en lidt grå himmel. Snakken gik som vanlig om diverse emner, så da vi nærmede os Løserup strand, talte vi om Jørgen og Henny`s tilbud om at besøge dem, og hvor det nu var de boede. Men målet var jo Lammefjorden, så turen gik videre, her holdt vejrudsigten stik, og der var ikke læ på vores side, så efter en km. fristede deres tilbud. Søren ringede og fik en aftale med dem om at komme ned til stranden, hvor vi skulle ind, så vi vendte om.

Tilbage ved Løserup igen stod Jørgen nu klar i vaders og hjalp os fint ind. Jeg skal nok sige det er ikke sjovt at træde på smattede sten, og samtidig forsøge at trække båden ind til land, når man har bare fødder/ben (vådskoene lå pakket ned, så de kom frem til vi skulle afsted igen, så gik det meget bedre). Vi drog da i samlet flok ad stien det lille stykke op til deres hus, hvor vi på terrassen kunne nyde den flotte udsigt samt deres gæstfrihed, så en stor tak for al hjælpen og husly til jer begge.

Med de ændrede planer gik turen nu nedad med Søminen som mål. Solen var nu fremme i al sin glans, noget af tøjet kom af, roningen gik godt, og da vi nåede til Holbæk fjord var det jo lidt uvant at passere udmundingen. Ved Søminen lidt snak om vi skulle gå ind her og spise vores mad, men vi havde nok ikke den store lyst til igen at stå i det kolde vand og trække båden ind, så det blev til Bredetved hvor der er nogle broer, det gik fint og vi lagde til, her var dejligt stille og varmt.

Ved landgang blev vi mødt af en grundejer, der fortalte det var hans private område, altså ingen adgang. Anette og Søren klarede det godt, da han spurgte ind til, om han måtte sidde i vores have, hvilket de tilbød samt han også var velkommen på vores bro, så alt endte i fordragelighed.

Efter fortæring m.m. gik turen hjemad, fortsat godt vejr med vinden imod fra Kirsebærholmen og ind, vel ankomne til roklubben, ordnet det der hører med til turen, satte vi os på terrassen og nød en kold øl, og alle var enige om at de 36 km. havde været en god tur.

Dorrit

Indsendt af & kategoriseret under Aktuelt, Ikke kategoriseret.

Min første Langtur!

Du skal da med på årets første langtur i Roskilde fjord, og så skal du bruge noget regntøj, en vandtæt pose med skiftetøj, nogle vådsko, en madpakke, noget væske, lidt chokolade og en malerdunk til at stuve det ned i, som absolut ikke må blive vådt!

Jaså – ! Konen havde informeret, at hun var bortrejst hele den forlængede weekend til slægtskomsammen på Bornholm, så hun skulle ikke bruge mig til noget. Der var ej heller planlagt andre aktiviteter, så jeg accepterede udfordringen og skrev mig på deltagerlisten.

Jeg fik anskaffet de ting jeg manglede – passende regntøj, vådsko, en vandtæt pose, og malerdunken – og mødte op fredag morgen rødbededag d. 1. maj kl. 8.00 i Holbæk roklub. Der blev holdt mandtal. Alle 8 tilmeldte var mødt, så vi installerede os i to biler og startede langturen med en køretur til Frederiksund roklub, hvorfra selve roturen skulle starte – og slutte. Undervejs blev bl.a. vejrudsigten livligt debatteret. Den havde ikke været super god tidligere på ugen, men den var dog blevet bedre hen ad vejen. Umiddelbart så det nu ud til, at vi kunne risikere sol, let til jævn til frisk vind og regnbyger! Køreturen forløb fint uden skift og i solskin og let vind fra nordvest.

Vi ankom vel til Frederikssund Roklub. Den er ikke stor. Jeg mener, at jeg talte 6 både. Der var lige plads til dem i tre lag i bådehallen. Vi fik anvist de to både, vi havde fået stillet til rådighed. En to’er og en firer. To’eren var en Kongsøre glasfiber mens fireren var en træbåd; begge i fin stand. Vi blev fordelt (jeg kom i to’eren) og fik kørt bådene ud, proppet, sat i vandet, rigget til og pakket.

foto 1

Så var vi klar. Et ben i båden, om bord og så afsted! Let skyet, solskin og let til jævn vind fra nordvest og god sigt.

Om end nordvest så roede vi sydover i forventning om, at der ville være læ langs Hornsherred siden. Det var der for så vidt også. Strømmen var med os sydover, og det gik ret hastigt, med passende skift. Forbi Stenø og Tørslev Hage. Forbi Skuldelev og Hyldeholm, under højspændingskablerne, forbi havnen ved Langøre og ned til trækfærgen til Eskildsø (den med Løvejagten), hvor vi anduvede og besluttede at anløbe en lille landingsbro på fastlandssiden for at nyde formiddagskaffen m.v.

foto 2

Solen skinnede, og det var dejligt vejr, og lystfiskerne på kajen fangede hornfisk!

Nå vi skulle videre.

Vi fortsatte lidt mere mod syd, så vi kom fri af Eskildsø og fik fri sigt ned til Roskilde, yderligere roning i den retning var imidlertid uoverskuelig, så vi foretog en 180°-vending og satte kursen nordøst over imod Jyllinge havn, hvor vi skulle spise frokost. Vi var blevet frarådet at krydse lavvandsområderne, så vi måtte først ro modstrøms et stykke nordover forbi Jyllinge Holme, indtil vi kunne runde Lilleø og derefter stik syd til Jyllinge, hvor vi anløb en fin kajak landingsbro på nordsiden af havnen. Så var der frokost m.v. Solen skinnede, og det var dejligt vejr. Dejlig lang pause, men vi måtte på’en igen. Nu imod nord – og imod søerne op til Skuldelev havn, hvor vi skulle nyde eftermiddagskaffen. Let skyet, solskin og let til jævn vind. Det gik lidt langsommere men ok.

foto 3

Tove havde kontrolleret strømforholdene hjemmefra og lovet, at den ville vende ved 14-tiden. Det gjorde den sør’me så vi behøvede ikke at kæmpe hårdt. Vi nåede forholdsvis hurtigt og stadig friske frem til Skuldelev, hvor vi anløb endnu en landingsbro. Eftermiddagskaffen blev nydt i ro og mag. Solen skinnede, og det var stadig dejligt vejr, og Frederikssund roklub var inden for synsvidde.  En sidste anstrengelse. Et ben i båden og af sted nordover. Stadig let skyet, solskin og let til jævn vind fra nordvest. Søerne imod men ok. Kun et skift og vi anløb roklubbens landingsbro! Slut. Dejlig træt og fisker-solbrændt.

30 km roet i dejligt vejr. Masser af solskin og absolut acceptabel vind og sø. Regnvejr så vi intet af! Det blev ej heller nødvendigt at soppe i land Vi var tilbage i Holbæk ved 17- tiden. Super tur! Tak til Tove og Rita, Dorrit, Henrik, Henrik, Carl og Jacob.

Nr. 72