Indsendt af & kategoriseret under Ikke kategoriseret.

Pinsetur til Thisted Ro og Kajakklub 2016

Lørdag den 14/5 kl 845 var vi 8 roere: Ulla, Rita, Dorthe, Henrik, Georg, Karl, Flemming og undertegnede og 3 supportere: John, Knud og Peter, der tog færgen fra Odden til Aarhus og kørte mod Thisted efter grundig studie af vejrudsigten i de foregående dage. Der blev lovet regn og megen vind, men efter regnen blev strøget, tog vi af sted og regnede med at lørdag ville blive en turistdag, da der blev lovet vindstyrke op til 14 m/s, men Tine fra Thisted Roklub, tog imod os med nøgle og fik os overbevist om, at vi sagtens kunne tage ud i de 10-12m/s der var, hvis blot vi roede langs kysten.

Så efter frokost entrede vi en toer og en firer og roede ind til Thisted Havn, forbi by og campingplads og drak lidt vand, kaffen havde vi annulleret, for første og sidste gang! Vi ville ro lidt videre, men vind og bølger viste, at det var tid til at vende tilbage og vi kom glade retur efter en dejlig solskinstur på 20 km.

IMG_4195IMG_4196

Herefter flyttede vi ind i roklub, b&b og campingplads, og samlet igen satte vi os til bords til et dejligt måltid fra kylling og ko, afhentet i to omgange af vores søde supportere og som Henrik7 havde prøvesmagt for os og til dessert var der dejlig hjemmebagte kager fra Dorthe. Vi øvede os på et par sange i rosangbogen og afsluttede med en gang Trivial Pursuit, styret flot af Flemming og ikke for sent gik vi hver til sit, meget enige om at det var godt vi kom af sted og rigtig glade for arrangøren!

Søndag morgen var der aftalt morgenmad kl. 7.30 og lidt i 9 stævnede vi ud af samme rute, håbede på at finde en bro vi kunne lægge til og holde kaffepause! Det blæste stadig frisk over Limfjorden, ca. 10-12m/s, men vi lå godt i læ og roede rask væk. Vi roede lidt forbi Sennels, men vinden tog lidt til derude og der var ingen bro i sigte, så vi vendte bådene, lagde bådene langs – med træårer og holdt en god kaffepause i en lille bugt. Her så vi flere gange sæler stikke hovedet op. Herefter roede vi hjemefter, vi havde set en bro længere inde, så den ville vi ind og strække ben på. Herefter havde vi en lille time hjem, hvor vi indtog lidt frokost og kl 14 kørte vi til Nr. Vorupør, hvor vi mødte Peter, Knud og John, der havde været ved Thyborøn. Vi så på surfere i Klitmøller, var i en eksotisk butik ved navn Cold Hawaii med kokosduft og Bob Marley, og efter en is vendte vi snuden hjem for at komme hjem og spise mørbrad a la creme med kinosalat!! Der var stadig dejlig kage og rosange til dessert og aftenens spil var nu et gammelt Jeopardy. Igen gik vi trætte i seng!

IMG_4199

Mandag var vejrudsigten gunstig med vind på ca 4 m/s, så vi valgte ny rute og på vej Vilsund broen viste vores fantastiske instruktør, hvordan jorden i forskellige tidsaldre i millioner af år, har lagt sig som striber i skrænten, spændende at se og herefter roede vi under broen og lagde til på Morssiden ved en lille bro og indtog vores kaffe ved et bord/bænkesæt, herligt! Vi måtte hjemefter igen og roede lidt langs Mors inden vi roede over til Thy kysten igen. Vel hjemme igen lavede vi frokost, ryddede op og pakkede og kl. 14. forlod vi Thisted roklub, for at køre ned til Mønsteds Kalkgruber.

IMG_4225

Her var det igen vor erfarne instruktør, der havde forberedt sig og det var et meget spændende besøg. Vi spiste det sidste kage, inden vi kørte til Aarhus for at vente på færgen 19.45. Der var arrangeret gode sandwiches til færgeturen og de sidste drikkevarer, så det var meget fornemt – og kl. 22 var vi hjemme i roklubben. Tak til Henrik for al god planlægning, du havde forberedt, tak til de søde chauffører, John, Flemming, Peter og Knud, der lagde bil til, tak til kagebagere Dorthe og Rita, tak til forsyningstropper, Ulla, Georg og Dorrit tak for godt selskab til alle, jeg glæder mig til næste tur. Mvh Else Lysgaard