Indsendt af & kategoriseret under Aktuelt.

Der har været roet rigtig mange km i år, vi nærmer os imponerende 20.000 km. Bliv endelig ved. Måske du kan indhente ham/hende, der ligger foran dig på statistikken.

Husk at fra mandag den 5.9.2016 er alm. rotid fra kl. 18.00.

Fra uge 40 vil der ikke være brovagter, og da det bliver tidligt mørkt, vil det være en god ide med ”aftale-roning” f.eks. kl. 17.00 og i weekender. Lav gerne opslag på FB og giv besked videre. Der kan være mange gode rodage i oktober måned.

Morgen-roningen fortsætter på samme tidspunkter. Man-fredag kl. 08.00. Lørdag kl. 07.30.

Foto Holbæk Fjord(foto – Jørgen Hansen)

 

Kajak-instruktion inkl. redningsøvelser fortsætter mandag 29.8.2016.

Kom og vær med. Kajak-roning aftales herefter fra uge til uge.

Der vil blive arrangeret en kajak langtur.

 

Rotøj m. klublogo kan løbende bestilles. Dog skal vi samlet min. bestille 3 sæt aht trykke omkostninger. T-shirts er på lager. Kontakt undertegnede.

 

Kommende ture/arrangementer – sæt X i kalenderen.

 

Hver onsdag er klubaften – hvor der serveres kaffe og kage. Kig forbi også selvom du ikke lige nåede roturen.

 

Fredagsgrill – kom og hyg dig med dine rovenner:

Den 26.8.2016 – jeg håber Poul og Lis kan tænde grillen, da jeg er forhindret …

Den 2.9.2016 – Jette og Benedicte tænder grillen

Den 16.9.2016 – Kaja og Mogens tænder grillen

 

Udflugt til DM i Coastal roning i Kalundborg lørdag 3.9.2016

Skriv dig på opslag i klubben.

 

Udflugt til World Rowing Masters Regatta på Bagsværd Sø lørdag 10.9.2016

Oplev den helt særlige stemning på Bagsværd Rostadion.

Skriv dig på opslag i klubben.

 

Nykøbingtur 17/18.9.2016

Bent står for turen og sørger helt sikkert for kontakt til vejrguderne. Man kan evt ro den ene vej. Nærmere info følger.

 

Madaften og planlægningsmøde den 21.9.2016

Alle medlemmer er velkomne. Gode ideer modtages med stor tak. Nærmere følger.

Havhingsted kommer til Holbæk

(Foto – Rita Jensen)

Fortsat god rosæson

Rita Jensen

 

Indsendt af & kategoriseret under Ikke kategoriseret.

Mandag d. 15.8 var der tur til Munkholm, kl 17 var 14 roere mødt op, hvilket betød at vi blev 1 fire årers og 3 to årers.

Jeg var i båd med Søren og Henrik Christensen. Vi var lige kommet fra broen da undertegnede følte at det ene hjul på sædet var “firkantet”, kort tid efter knækkede akslen og vi måtte i land efter et nyt sæde. Ja det kan altså ske for enhver 🙂

Der var god medvind ud af fjorden, vi krydsede fingre for at vi vinden ville lægge sig til hjemturen.

Der var god fart til Munkholm, men hvis vi skulle nå at spise vores madpakker og have en is, som Søren havde lovet der var mulighed for, ville vi ha svært ved at nå hjem inden for almindelig rotid. Turen blev derfor lavet om til en langtur, med tilladelse til at komme lidt senere hjem.

Rita, var ret happy med denne beslutning i kraft af hendes stilling som langturschef.

Efter madpakker og is, gik turen hjemad. Udfor golfbanen kom vi forbi 3 edderfugle, der blev siddende forbløffende tæt på vores båd. Vi opdagede at  de sad fast i noget fiskegarn og roede tilbage for at redde dem. Vinden havde heldigvis lagt sig noget og det var en meget smuk tur med en meget flot himmel.

Tak for endnu en dejlig rotur.

Anette Damsgaard Koch

 

Munkholm

Foto: Lars Christensen

Indsendt af & kategoriseret under Ikke kategoriseret.

Trængsel i roklubben.

Der var fyldt godt op i roklubben tirsdag d. 26 Juli 2016, og årsagen var ikke helt almindelig. Det var nemlig dagen, hvor det gode vikingeskib Havhingsten skulle anløbe Holbæk. Gode medlemmer fra klubben havde besluttet,, at det var en begivenhed, der skulle markeres, ja der skulle tages godt imod det flotte klinkbyggede skib, og hvad var mere naturligt at gøre det med lidt nyere klinkbyggede både + et par glasfiberbåde. Der blev aftalt at man ville ro til Bognæs, og derfra følge Havhingsten ind til havnen. Det blev til 3 firåres, 3 toåres og en enkelt kajak, så der var trængsel på bådebroen inden afgang. Vi var desuden så heldige at have besøg fra Middelfart Roklub, nogle af deres roere ville også deltage, derfor de mange deltagere. Efter bådene var taget af sted, gik de tilbageværende ned mod havnen, vi ville også se de flotte skibe på nærmeste hold. Vi var lidt i tvivl om, hvor der skulle lægges til, men vi fandt det dog til sidst. Så var det bare at vente. Så kom Havhingsten til syne, ikke roende eller for sejl, hvilket heller ikke ville have kunnet lade sig gøre på grund af modvind, men trukket af en motorbåd i god fart. Den blev trukket over mod Hørby, hvor motorbåden slap, der blev sat sejl, og krydset over mod havnen. Imens lykkedes det alle roere at komme tæt på, og “vise flaget”,de var vist blevet overrasket over den høje fart Havhingsten blev trukket med. Det var et flot syn med Havhingsten for sejl, omgivet af vores robåde, stævnende mod gammel havn. Tæt på indsejlingen blev sejlet bjærget, og årerne sat ud. Nu var det med at holde tungen lige i munden, der var ikke megen plads at manøvrere i, men kommandoerne gjaldede fra styrmanden, blev videregivet midtskibs på grund af afstanden på ca. 30 meter. Roerne parerede ordre, og stille og roligt gled det store vikingeskib til kaj. Et virkelig flot syn i den solbeskinnede aften. Det var helt fantastisk at høre, at kommandoerne var ligesom i vores både, dog blev der “snydt” lidt, når der skulle skoddes, roerne vendte sig simpelthen om, og roede “baglæns”.

Havhingsten

Så var det tid at vende tilbage til roklubben, hvor der var dømt fælles spisning. 38 var det dækket op til, og snart gik snakken lystigt. Pizzaerne gled ned med velbehag, og alle havde en dejlig aften. Stor tak til alle der deltog, og en speciel tak til de 13 roere fra Middelfart Roklub, der alle var med til at løfte stemningen.

Havhingsten2

 

Rohilsen John.

 

Havhingsten 1 Havhingsten 2 Havhingsten 5