Indsendt af & kategoriseret under Ikke kategoriseret.

EN HR-HISTORIE

 

Det var en mørk og storm fuld nat en uges tid efter standerstrygningen. Vinteren havde indfundet sig utrolig tidligt og snefoget hylede om hushjørnerne i den lille by ved fjorden, – og nede i den gamle roklub sad menneskene trygt inden døre og hyggede sig med kaffe og kage i det beskedne lys fra de to lamper, som stadig virkede.

Men nede i bådhallen var der ingen hygge.

’Hushhh!!!’ hvinede nordenvinden og fik bådhallens porte til at klapre, mens fygesneen langsomt men ubønhørligt slangede sig hen mod de opstaldede både.

 

’Godt at man ligger her oppe på hylden’, lød det fra den gamle Mars. ’Så får man da ikke sne under kølen’.

 

’Uha’, lød det fra den lille nye coastal, som menneskene endnu ikke havde fået givet navn. ’Er vejret altid sådan her oppe? Jeg er sandelig bedre vandt. Min støbeform stod i det sydlige Frankrig, og der er vejret meget varmere, og så er der ikke den kolde sne!’

 

’Ha, ha’ lød det fra Gamle. ’Det kan være meget værre. Kan I andre huske snestormen i 67? Der var sandelig tale om fygesne. Jeg lå yderst, og sneen gik mig helt op til svirvlerne.’

 

’Det lyder sandelig ikke godt’ lød det over fra Inga, som var en søster til den lille, nye franske, og som ikke kunne huske så langt tilbage.

’Men hvorfor sørger menneskene ikke for at portene er tætte? Så kunne vi undgå den maleur.’

 

’Det skal jeg sige dig’ lød det nu ovre fra den gamle Eton, som var vågnet op. ’Det er for, at vi kan få vores borde tørret ordentligt igennem, så vi ikke rådner’.

 

’Hå, som om det var noget at bekymre sig om’, lød det nu fra Kongsøre. ’Vi, der er støbt i glasfiber har ikke sådanne problemer. Alt det gammeldags med træ og lak er dog fortid, så I træbåde kan godt forberede jer på pensionen’.

 

’Jeg tror, Kongsøre har lidt ret i det’, lød det nu fra Isefjord. ’Se nu bare hvordan Svalen og Tor er gået til de evige regattasøer.’

 

’Argh, jeg bliver så træt af at høre på de tupperware-baljer’, udbrød Orø.  ’De hævder, at de er så fine, men se bare hvordan det går, hvis de går på en sten. Vil værkstedsfolkene så røre ved dem?  Aldrig i livet!

Så må de i stedet håbe på at menneske-Niels Christian vil pusle om dem med spartel og glasfiber, der er så giftig, at en anden éen bliver helt blå i knasterne.

-Næh, for to år siden var jeg blevet så utæt, at jeg tog vand ind til over 3 bord efter bare 15 minutter på vandet og menneske-Jan troede, at han skulle drukne. Og hvad skete der:

Værkestedfolkene nussede om mig, skar mig op og gav mig dejlig varm savsmuldslim i mellem bordene.

Jeg blev gnubbet på kølen med sandpapir og fik den dejligste blanke lak smurt på. Så nu er jeg så god som ny. Havde jeg været en plastic båd, der var så utæt, var jeg røget direkte på muddermøjet!

 

’Næh, der har vi træbåde en stor fordel’ indskød Papegøjen.

 

’Lad mig spørge dig, Kongsøre’, fortsatte Orø.

’Er du altid glad og afslappet, når du er ude med menneske-Børge?

F.eks. når I er ude i bunden, og menneske-Børge vil gå inden om stenene?’

 

Det svarede Kongsøre ikke på. Hun ville jo nødig indrømme, at det gibbede noget i svøbene, når det var menneske-Børge der styrede.  Men samtidig havde hun jo altid ført sig frem med himmelblåt dække på for- og agterdækket, så lidt finere end de andre havde hun altid følt sig.

 

Bagest i bådhallen knirkede hjulene under Cekel. Den havde ikke været meget på søen det sidste års tid, og var efterhånden sunket hen i en langtidsdvale, selvom lakken stadig skinnede smukt: ’Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det går den gamle Munkholm nede i Maribo. Det var en god kammerat. Hun var lidt tung over boven, men hun lå smukt på vandet.’

 

’Ja,’ ivrede Papegøjen. ’Mange gange har jeg lagt mig i hendes kølvandsstribe, når bølgerne gik for højt, – men nu er hun væk’.

 

’Javel, jaaa, – men så er der jo kommet andre nye til,’ bemærkede Isefjord, der lå lige ved siden af den lille nye franske coastal.

’Det var synd, at menneskene ikke gav dig navn ved standerstrygningen. Nu går der jo en hel vinter, hvor vi ikke ved, hvad vi skal kalde dig,’ fortsatte Isefjord.

 

’Åh, jeg vil så gerne hedde Yvette’, svarede den lille. ’Det lyder da lidt fransk, synes I ikke?’.

 

’Jo, hvis man absolut skal lefle fra al det udenlandske’, lød det rustent fra Roed, motorbåden.

Personligt foretrækker jeg det, som umiddelbart kan forstås. De kunne jo også kalde dig for Tulle. Det lyder mere dansk.’

 

’Tulle er da også et pænt navn’, medgav Inga. ’Det vil da se pænt ud på PC-skærmen, når de store mennesker er ude med os:

Inga og Tulle…. Joh, og med Jesper og Søren på sæderne, så ville det passe helt fint.’

 

’Men nu hvor vi taler om nye’ bemærkede Gamle’, så har vi ikke rigtig hørt noget til dig, Hørby. Føler du dig ikke helt tilpas hos os, eller er du bare som Kongsøre for fin til os, nu du er bygget på Grejsdalens bådværft?’

 

’Må jeg være fri!’ udbrød Kongsøre. ’Hørby er sandelig ikke fra mit hjemværft. Hun er bygget af en klamphugger, som bor i Vejle. Hun er faktisk en bastard. Skroget er nyt og apteringen gammel. En sådan båd vil jeg ikke være i familie med!’

 

’Ja, ja, ’ lød det udglattende fra Eton. ’Det kan godt være, at du er fra Grejsdalen, men jeg er en af de få overlevende Hundestedbåde, og vi er også af fornem familie. Men derfor kan vi jo godt tale pænt til hinanden.’

 

’Er det egentlig ikke ligegyldigt, hvor vi kommer fra?’ bemærkede Papegøjen. ’ Nu er vi alle her i Holbæk, og der bliver vi, indtil menneskene bestemmer noget andet’.

 

’Javel,’ lød det fra Tuborg, ’men det er lidt trættende i længden at ligge med bunden i vejret. Jeg kunne godt tænke mig lidt mere bølgeskvulp under kølen.’   – Og så er jeg i øvrigt lidt misundelig på alle kajakkerne, der ligger inde i varmen på værkstedet.’

 

Den store Holbæk otter gryntede samtyggende og ryste lidt støv af kølen.

 

’Lad dem nu bare nyde det, så længe det varer,’ lød det fra Gamle. ’Inden længe bliver de kajakker sendt helt ud af bådhallen og over i et skur, og så ser vi ikke dem mere.

Så er det dog bedre at ligge her i bådhallen, hvor menneskene ser til os med jævne mellemrum og vi kan være heldige at komme ind i varmen og blive kløet på bunden med sandpapir.

– Og så kan jeg i øvrigt fortælle dig, Hørby, at menneskene er så glade for at du og den lille nye franske coastal er kommet, og du burde vide det, for du har i den grad været på vandet, efter at du kom hertil i foråret’.

 

Hørby vippede tænksomt med årebladene.

 

’Næh, kære venner, ’ fortsatte Gamle. ’Her er vi alle gode kammerater, bragt sammen af menneskene, og er der noget bedre, end at komme på vandet om foråret når viberne flagrer inde i bunden, og når marsvinene kløver fjordens bølger en himmelblå sommerdag. Så er Holbæk Fjord det bedste sted af være for en in- eller outrigger, uanset, hvor vi hver for sig kommer fra.  Så lad os være tilfredse med det og afvente forårets komme, og nu vil jeg så gerne have ro.’

 

I mellemtiden havde stormen lagt sig. Menneskene ovenpå havde vasket op og var taget hjem. Og i bådhallen lød der en knagen fra bådvognen, da Gamle lagde sig til at sove videre i sin vintersøvn, og snart efter var er atter ro i bådhallen i den gamle roklub ved fjorden.