Pinsetur 2018 – Nykøbing Mors, Fur og Sallingsund

Fredag den 18. maj drog 14 forventningsfulde roere og 8 supportere afsted fra Holbæk Roklub med kurs mod Nykøbing Mors Roklub, som skulle være udgangspunkt for 3 dages Limfjordsroning.
Kunne det virkelig passe, at vejrguderne var os så venligt stemt som DMI og YR forudsagde. Det skulle vise sig at det kunne det. Ordet HAVBLIK vil blive gentaget. Og solcreme med høj faktor var et absolut must. Vel indkvarteret i roklubben og på Vandrerhjemmet lige ved siden af, var der tid til lidt snak og planlægning af lørdagens rotur.

19.5 – Ejerslev – 40 km
Havblik. Turen gik nordpå langs den varierede Mors-kyst. Forbi Dråby Vig og videre til den lille Ejerslev Havn, hvor frokosten blev indtaget. En lille gåtur – og så videre langs flotte moler-skrænter med skæve lag, inden turen gik retur til Nykøbing Mors.

IMG_0445

 

 

 

 

 

 

 

 
20.5 – Fur rundt – 40 km
Havblik – havblik. Indenom stolpeskove med ”dyrkning” af muslinger. Forbi Knudshoved og videre langs de smukke molerskrænter på nordsiden af Fur – de er et kapitel for sig at se fra vandsiden.
Skrænterne er skabt for ca 25.000 år siden af istids gletchere, som skubbede havbunden op i folder. De sorte askelag stammer fra gentagne vulkanudbrud og kan dateres mere end 50 millioner år tilbage!
Landgang på nordsiden af Færker Odde, hvor frokosten blev indtaget. Videre til Færker Vig, forbi Engelstør Odde og Grønner Odde. Forbi færgen som pendler frem og tilbage hvert 10. min. Kaffepause i Pulse Vig. Lidt kamp med bølgerne de sidste 3-4 km – men pyt med det efter havblik det meste af dagen. Landholdet kom og spiste frokost med os – og ellers udforskede de øens mange små veje og skønne steder, bl.a. ”Bette Jenses Hyw”, som er det højeste punkt på Fur – og så selvfølgelig lidt indkøb hos Fur Bryghus.

IMG_0520

 

 

 

 

 

 

 

 

21.5 – Sallingsundbroen – 22 km
Mandag blev der også nået en god rotur. Over til fastlandet – videre forbi Glyngøre og under den flotte Sallingsund Bro. Jævnligt på turene havde vi selskab af nysgerrige sæler, som tittede op af vandet. Efter oprydning og rengøring af klubhus og både blev bilerne igen pakket og turen gik retur til Holbæk. På ud- og hjemvejen kaffepause ved Kongens Bro ved Ans. Man går absolut ikke ned på kage og kaffepauser på sådan en tur.

Tak til alle deltagere for en fantastisk pinsetur med hygge i højsædet. Tak til vejrguderne. Tak til landholdet for super opbakning. Tak til roere for 3 mega hyggelige dage med ture ud i Limfjordens blå. Tak til maskinmester Qwist for diverse reparationer af rullende materiel. Og ikke mindst tak til turleder Henrik Petersen for fortræffelig tilrettelæggelse. Og så fik vi da lige roet 1.428 langturs km…
Denne langtur lander absolut i min Top 1!

Bedste rohilsener – Rita

NB! Flere fotos på hjemmesiden