Endnu en rosæson, med mange flotte rodage og en mild oktober måned, er ved at være slut.
Sæsonen afsluttes vanen tro med arbejdsdag, standerstrygning og fællesspisning.
Der er en del opgaver der skal klares før standeren stryges:
- Broen skal tages op.
- Der skal fejes og ryddes op i bådhallen.
- Udenoms arealer skal ordnes.
- Tagrender skal renses, vinduer pudses osv.
- Haveaffald m.m. skal køres på omlastning.
- Træningsmaskiner og ergometre skal renses og smøres.
- Bådene skal vaskes og ordnes og eventuelle skader skal registreres.
- Der skal laves mad, både morgenmad, frokost.
Kort sagt. Der er masser at lave, og brug for alle mænd og kvinder.
Kan du ikke deltage hele dagen, så kom og vær med i den tid du har.
Vi starter med morgenmad kl.8.00. Hvor dagens arbejde gennemgås og opgaverne fordeles.
Ca. kl. 12.30 plejer broen at være oppe, og så er der frokost.
Efter frokost går, dem der har lyst, og pusler med de sidste ting og der gøres klar til standerstrygning.
Kl. 14.00 er der standerstrygning, hvor vi stryger standeren og lukker rosæsonen. Standerstrygningen afsluttes med kaffe og kage.
Dagen afsluttes med fællesspisning.
Har du deltaget i arbejdsdagen, spiser du gratis med, ellers koster det et beskedent beløb og det samme gælder hvis du inviterer din ægtefælle/familie med.
Spisningen starter kl.18.30, men allerede fra kl.18.00 kan der købes drinks i baren til yderst konkurrencedygtige priser.
Af hensyn til indkøb bliver der i klubben opsat et opslag hvor du kan tilmelde dig senest torsdag d. 27/10.
Det er også muligt at melde sig til på sms 40927686, skriv her hvor meget du deltager (morgenmad, frokost, aftensmad).