Information til nye roere

Der kan være mange gode grunde til, at du gerne vil være roer. Det kan være for motionens skyld, for samværet eller for at blive en del af et maritimt miljø. Det kan også være på grund af naturoplevelsen og at du holder af, at være på vandet.

Klubben er rummelig og du bestemmer selv dit engagement og din indsats, både når det gælder roning og de øvrige aktiviteter.

Det er vigtigt for os, at du som nyt medlem føler dig velkommen og hurtigt falder til i klubben uanset din alder. Vi ror sammen, på tværs af køn og alder. Men det er også muligt at lave et fast ro hold.

For at blive roer skal du kunne svømme mindst 300 m.

Motionsroning er en meget alsidig træningsform, der styrker åndedræt, kondition og alle muskelgrupper.

Sommersæsonen

Det er her, det egentlige roerliv leves. Her er vi på fjorden i vores toårers og fireårers inriggere med styrmand, vores forskellige outriggere og scullere samt vores mange kajakker.

Fra terrassen nyder vi aktiviteten på vandet og aftensolen blandet med kaffe og hyggesnak.

Der er roning alle ugens dage på forskellige tidspunkter, undtagen søndag.

Aftal en prøvetur

Hver onsdag kl. 18:30 i rosæsonen (fra uge 16 – uge 33, dog ikke uge 29 og 30) står der en instruktør klar til at give dig en prøvetur. Det er bare at møde op, der er altid plads.

Udover almindelig daglig roning af et par timers varighed arrangerer vi også langture. De findes i mange variationer – f.eks. endagstur rundt om Orø eller en flerdagstur fra Roskilde. For at komme på langtur skal du have aflagt en svømmeprøve på 300 m.

Vintersæsonen

Når rosæsonen slutter, fortsætter nye aktiviteter på land. I vinterhalvåret er der ugentlig gymnastik/yoga, volleyball og svømning. Til de 2 første aktiviteter kan du tage din familie med, hvis du tegner et husstandsmedlemsskab.
Du kan også benytte fitnessrummet som du vil og du kan deltage på mountainbikeholdet om lørdagen.
Flagskibet om vinteren er vores hold-rospinning, hvor en instruktør flere gange om ugen vil guide dig igennem et sveddryppende program, så du kan holde din form og teknik ved lige.

Du kan læse mere om rospinning her.