Påklædning

Påklædningen er naturligvis afhængig af vejret og turens varighed, men det er en god ide at have tøj med til al slags vejr. 

Tøj: Lange bukser i form af træningsdragt eller løbetights, langærmet t-shirts/svedundertrøje og når det er lidt varmere shorts og kortærmet t-shirt, hav altid en vindtæt jakke med, da det kan være koldt at sidde på styrmandspladsen. Tøjet skal ikke være alt for løst, hvis tøjet flagrer for meget, kan tøjet hænge fast i åren og sidde fast i sædet. 

Hav altid et ekstra sæt tøj med (yderst til inderst) i din sportstaske, da man kan blive våd under roturen.

Sko: Brug bløde sko (fx gummisko), der ikke har for stor hæl, da den ikke kan være i fodsparket.
Hvis du skal på langtur kan det også være praktisk med et par “vadesko”. Disse bruger man, hvis man gør landgang på en åben kyst. De skal sidde fast på foden (dvs. ikke ”klip klappere”).

Solen: Solen på vandet er meget stærk, så det er en god ide at have solcreme på og solbriller samt en kasket med.

Drikkedunk: Man bliver tørstig af at arbejde fysisk, så medbring derfor altid noget at drikke.